Stof til eftertanke

STORT OG SMÅT OM LIDT AF HVERT

 


HVAD NU MED "HAM MORTENSEN"?
...Vi kunne jo sige, at han hedder Mortensen...
Du kender sikkert sketchen "Tømmerflåden" med Kjeld Petersen og Dirch Passer.
Stakkels Kjeld Petersen fortæller historien om 4 mænd på en tømmerflåde.
Men han afbrydes ustandseligt af Dirch Passer, som stiller det ene fjogede spørgsmål efter det andet.
Det kan dog afsløres, at der er en fejl i den berømte sketch.
En forfatter, der har hørt sketchen så tit, at han kan den udenad, har opdaget en fejl, han aldrig tidligere har bemærket.
På et tidspunkt fortæller Kjeld Petersen, at den ene af mændene er faldet i vandet.
"Hvad hedder han?" spørger Dirch Passer.
"Vi kan jo sige, at hen hedder Mortensen, ikke?!" svarer Kjeld Petersen på vanviddets rand.
"Ham kender jeg," svarer Dirch, "det er min morbror."
Kjeld Petersens hysteri når nye højede: "Der findes vel flere, som hedder Mortensen, ikke?!" Hvortil Dirch Passer lakonisk svarer: "Nej, han var enebarn."
Men der er noget galt her:
Hvis hr. Mortensen er morbror, må han have mindst én søster. Så enebarn kan han ikke være.
Vi fanger sjældent den slags detaljer, for vi lader os rive med, hvilket netop er historiefortællingens styrke.
Den forfører os til at se bort fra detaljen...og derfor griner vi af Dirch Passers afbrydelser...de er irrelevante.
Men i den virkelige verden er der god grund til at være på vagt.
For nogle historier er så gode, at vi lader os rive med. F.eks. dengang Shell var "de onde" med et tilsyneladende grænseløst had overfor naturen...og Greenpeace var "de ædle", som forhindrede de onde at dumpe Brent Spar på havets bund.
Shell kunne sige og gøre, hvad de ville.
De kunne kaste om sig med fakta. Men fakta spiller ingen rolle i en god historie...det mener forfatteren.



HVORNÅR HAR DU SIDST RINGET TIL EN GAMMEL VEN ?
Hvordan kan det være, at vennerne er så glade for at blive kontaktet - når de ikke selv tager initiativet af og til..?
Hvorfor lyder de så glade for at høre fra "den gamle", når de aldrig selv ringer op for at høre til den tidligere ven eller kollega..?
Har de virkelig så travlt i hverdagen, at der ikke er plads til at huske en ven..?
Dette gælder selvfølgelig ikke dig personligt - for du husker da..?
Du holder gerne kontakt med gamle tidligere aktive, nu passive venner, fortæller dem om nye hændelser og spørger til deres egne oplevelser og velbefindende - måske deres erfaringer..!?
Du inviterer dem måske til sammenkomster i foreningen eller andre arrangementer..!?
Dette er konklusionen på et langt livs erfaring.
Jeg er ikke sur og bitter, men jeg undrer mig bare - og jeg er stadig glad for at ringe til gamle venner - men har også oplevet at komme for sent.
Kilde: www.aeldresagen.dk /nu



Set i SøndagsAvisen:

AV - JEG HAR TAGET ANSTØD
I vores samfund bruger vi meget tid på at pakke os selv og hinanden ind...og vi reagerer promte, hvis nogen har sagt noget, som andre har kunnet tage anstød af.
For det at blive stødt - har vi besluttet - er nemlig ikke så godt. Anstød er noget frygteligt noget.
Der bliver skrevet meget i aviserne om folk, der har taget anstød.
De bliver interviewet i TV-Avisen, mens de ser sårede ud...og journalisten sænker behørigt stemmen en oktav, for her taler han altså med en, der har været ude for noget frygteligt noget: Nogen har sagt noget, som han er blevet ked af. Ikke gjort noget eller truet nogen, men SAGT noget.
"Jeg blev stødt." Nå. Uhadada...og hvad så?
Det er jo ikke, fordi man tager fysisk skade af at blive stødt. Man dør jo ikke af at blive fornærmet. Man får ikke engang udslæt.
Det er betydeligt mere fysisk ubehageligt at have pollenallergi, end det er at tage anstød.
Og hvor mærkeligt det end lyder, så tripper resten af verden ikke rundt i et livslangt forsøg på at undgå at træde lige præcis os over tæerne.
Fornærmelser på verdensplan
Det er ikke en menneskeret at kunne gå gennem livet uden at blive stødt, fornærmet eller på anden måde pikeret.
Faktisk må man finde sig i, at ens grænser bliver testet i et møde med resten af verden. Især i dag, hvor resten af verden rent faktisk ER resten af verden, fordi vi nu kan hidse hinanden op over Internettet.
Således kan folk i lukkede lande alligevel blive forargede over ting, der bliver sagt i demokratier og vice versa.
Dermed kan man være helt sikker på, at der altid, et eller andet sted, bliver sagt noget, man kan tage anstød af.
Det er glimrende. For så kan vi være med til at mene noget...og råbe: "Stop! Stop! Nogen har taget anstød."  -  Åh nej da!
I en verden, hvor cirka halvdelen af Jordens befolkning lever for under 10 kr. om dagen...og hvor kvinder i visse lande bliver stenet ihjel for utroskab, er der en eller anden i Vanløse, der har taget anstød af noget, nogen har sagt.
Næ, hør, det er dæleme for galt!
Fortalt af Mette Lisby



ENSOMHED VARER HELE LIVET
Ensomhed er ikke bare en kort og trist periode.
Den er ofte en livslang lidelse, som forringer levetiden.
En analyse fra Mary-Fonden viser, at voksne mennesker i 30-60 års alderen, der føler sig ensomme, typisk har haft ensomheden med sig fra barndommen.
De er stort set alle sammen vokset op i et hjem, hvor det sociale har fyldt utroligt lidt - så de har simpelthen ikke lært de sociale spilleregler.
Ensomheden er ikke begrænset til ældre og unge.
Hver 10. voksen ser sjældent eller aldrig deres venner.

 

SE NÆRMERE TIL...
På et plejehjem fandt man nedenstående digt efter en afdød.

Hvad ser du søster her i min stue?
En gammel, sur og besværlig frue.
Usikker på hånden og fjern i blikket
- lidt griset og rodet, hvor hun har ligget.
Du taler lidt højt, men hun svarer ikke.
Hun savler og hoster; har snue og hikke.
Hun takker dig ikke for hvad du gør
og er så tit som hun slet ikke bør.

Er det hvad du tænker? Er det hvad du ser?
Så luk øjnene op og se, der er mer´.

Nu skal jeg fortælle dig hvem jeg er,
den gamle kone der ligger her:

Jeg er barn på 10 i et lykkeligt hjem
med forældre og søskende - jeg elsker dem.

Jeg er ung på 16 med håb og drømme;
så let på fod og med tanker så ømme.

Jeg er brud på 20 med roser på kind;
i mit eget hjem går jeg lykkelig ind.
Jeg bli´r mor og bygger et hjem så trygt
og værner mine mod kulde og frygt.
Børnene vokser - sorger og glæder
med årene veksler; vi ler og græder.
Så flyver ungerne bort fra reden;
min mand mig trøster - vi nyder freden.

Vi når de 50 og børnebørn kommer
og bringer uro og glæde hver sommer.
Men så kommer sorger og tunge dage
- min mand er død; jeg er ene tilbage.
For børnene har nu selv børn og hjem
- og der er meget der optager dem -
og bort er alle de gode år,
de glade og gode kår.

Nu piller alderen fjerene af mig.
Min ynde og kraft bli´r taget fra mig;
for ryggen er bøjet og synet svigter.
Jeg har ikke kræfter til dagens pligter.
Mit hjerte er tungt og mit hår er gråt
- med hørelsen er det også lidt småt.

Men inden i dette gamle kadaver
er endnu levende, smukke enklaver.

Der lever barndom, ungdom og steder.
Der lever minder, sorger og glæder.
De gladeste minder i sindet synger
skønt alderens byrder mit hjerte tynger.
Smerteligt nemmes den tunge lære:
at intet kan blive ved med at være.

Hvad ser du? En gammel besværlig og træt lille kone?
Nej, vær nu ærlig!
Se nærmere til:
Måske kan du finde et barn, en brud, en mor - ja, en kvinde.
Se mig, som sidder der inderst inde.
Det er mig du skal prøve at se og finde!

 

 


TAK FORDI DU BESØGER MIN HJEMMESIDE